DK

LCFM indgår sponsoraftale med golftalent

LCFM har for nyligt indgået en sponsoraftale med golftalentet Christian Bæch. LCFM er Christians største sponsor indtil videre, og begge parter er rigtig glade for, at aftalen er kommet på plads. I samme forbindelse har LCFM fået en snak med Christian omkring hvor det hele startede, og hvor Christian ser karrieren føre hen i fremtiden.

Hvor det hele begyndte..

Christian har altid været sportsinteresseret, og har dyrket flere forskellige sportsgrene på eliteniveau. Han kommer ikke fra en sportsinteresseret familie, og er aldrig blevet presset hjemmefra i forhold til at være seriøs omkring sport, men Christians bedsteforældre har spillet golf i mange år, og det var også med dem, at Christian første gang var på golfbanen som 4-5 årig. Det var Himmerlands Golf Klub, som Christian stadig er tilknyttet den dag i dag.

At Christian er sportsinteresseret og har et særligt talent for sport, er ingen underdrivelse. Før Christian valgte at gå ’all in’ på golfen, var han blandt andet spået som nyt stort talent i skisport og spillede badminton på eliteniveau. Derudover dyrkede han håndbold, fodbold og tennis, så der var nok at se til. Ifølge ham selv var han på et højere niveau i både ski og badminton, da han valgte at satse på golf. Det var der to gode grunde til. For det første syntes han, at golf var sjovere og for det andet er der (langt) flere penge i golf, som gør det muligt at kunne leve af sporten – hvis man da er god nok.

Det med pengene var dog ikke noget, der fyldte i Christians tanker dengang, men efter et efterskoleophold i 9. klasse, hvor den danske golf landstræner var ansat, gik Christian fra at være en middel ungdomsspiller til at blive rigtig god og tanken om at kunne komme til at leve af at spille golf, kom til at fylde mere. I gymnasiet blev fester og sociale arrangementer valgt fra til fordel for turneringer i både hverdage og weekender, og derfra begyndte det at blive mere seriøst.

Efter gymnasiet tog Christian til Texas, hvor han blev indskrevet på Lamar University. Her var der mulighed for at kombinere studiet med et utrolig højt ambitionsniveau omkring golf. Det niveau som Christian oplevede på træningsanlægget ved universitetet i Texas var med til, at han for alvor blev tændt på at forbedre hans spil. Efter hjemkomsten fra USA havde Christians niveau løftet sig så meget, at han niveaumæssigt var klar til at spille professionelt. Alligevel ventede han et år, før han var klar til at leve fuldt ud som professionel. Det skete i slutningen af 2013, og Christian har på nuværende tidspunkt spillet som professionel i fire år.

 

Programmet som professionel golfspiller..

Som professionel golfspiller deltager du i turneringer fra januar og frem til oktober måned. Det er et travlt program, hvor ikke mange uger er uden turneringer i løbet af sæsonen. Udover at det er et fysisk krævende program, golfspillerne har, så er golf også en sport, som er langt mere mentalt-krævende end mange andre sportsgrene, for golf er ikke en reaktionssport. Det betyder, at man har lang tid til at tænke over hvert eneste slag samtidig med, at der er helt stille på banen, når hvert slag bliver slået. Det kræver, at man er fuldt fokuseret.

For et par måneder siden indgik Christian et samarbejde med en mentaltræner for første gang. Det var efter aftale med både den mentale træner samt tekniske træner, at han for første gang i sine år som professionel valgte at tage hele november fri. For Christian er golf en hobby, der er blandet med hans erhverv. Han har derfor hverken fri klokken 16 i hverdagene, og har sjældent fri i weekenderne. Det hele smelter sammen, og det var nødvendigt med en pause i november.

I december begyndte Christian at træne op til 2018-sæsonen. Det betyder, at han er startet med et mildt program for at undgå de skader, der ofte rammer golfspillere, men at der stadig er fokus på både teknisk træning, fysisk træning, slå-træning, putte-træning, bane-træning osv. Så der er nok at se til i træningsprogrammet. Når sæsonen er i gang, løber en turnering ofte fra torsdag til lørdag eller fredag til søndag. Christian fortæller, at man typisk ankommer tre dage inden turneringens start, så der er et par dage til at træne og prøve banen. Hvis der er en uge i løbet af sæsonen, hvor der ikke er turnering, så har Christian typisk alt fra 5-10 timers træning i løbet af dagen. For som han siger; man kommer ikke sovende til resultaterne.

 

Motivation og ambition..

Christian er motiveret af hans enorme konkurrencegen. Det ligger i hans blod, at han skal gøre sit bedste. Derudover er det naturligvis en motivation i sig selv, at han er nødt til at spille godt for at tjene penge, men hans ambition er ikke nødvendigvis at være den bedste. Sammen med hans mentaltræner arbejder han i stedet med procesmål. Det vil sige, at man fokuserer på de enkelte slag i løbet af en turnering frem for at være fokuseret på det samlede resultat for turneringen. Derudover betyder det, at man skal undgå at fokusere på de ting, som man ikke kan kontrollere. Som f.eks. vejret, uheld eller hvem man spiller med, som kan have stor indflydelse på ens resultat i golf.

”Jeg kan godt sætte mig et resultatmål for sæsonen, og sige at jeg vil afslutte i top 10, men det er ikke noget, som jeg skal gå og tænke over. Det er procesmålene, der fører til resultatmålet, så det er langt mere procesmålene, jeg fokuserer på” .

Christians fremtidsambitioner er at spille på det højeste niveau, hvor man ikke behøver at tænke så meget over pengene. Han understreger, at det ikke er det at tjene penge, der er en ambition i sig selv, men i stedet at komme op på et niveau, hvor man ikke skal tænke over det. Det er ingen hemmelighed, at der hvor Christian spiller nu, er på et skrabet budget. Der skal spares så mange penge som muligt, når man rejser rundt til de mange turneringer i løbet af året, og indkomsten afhænger af turneringspræmier samt sponsorer, så der skal kæmpes for hver eneste indtjening.

Lige nu er Christian på tredje niveau i verden. Slutter han i top fem i løbet af den kommende sæson, så får han lov at rykke op på Challenge Touren, hvor man spiller om flere penge, men til gengæld er rejseudgifter noget højere, da man deltager i turneringer i hele verden. Derfor skal Challenge Touren ses som et springbræt til Europa-Touren, som er højeste niveau. Christian fik lov at snuse til Europa-Touren, da han kom med på et afbud til Made in Denmark turneringen i sommers. Afbuddet resulterede i, at Christian fik lov at være tredje bold med to af turneringens største stjerner; den højest rangerende danske stjerne Thorbjørn Olesen og den belgiske stjerne Thomas Pieters.

”Jeg har aldrig været så nervøs, som tilfældet var på 1. tee, men da først de værste nerver havde lagt sig, gik det faktisk ganske godt, og specielt Thorbjørn var virkelig god til at støtte mig undervejs”.

Der er ingen tvivl om, at deltagelsen ved Made in Denmark var Christians største golfoplevelse i karrieren indtil videre. Hvert år i slutningen af sæsonen er der en turnering, der hedder Europa Tour kvalifikation, og hvis man rammer niveauet her, så kan man springe over Challenge Touren og dermed komme til at spille Europa-Touren med det samme. Men som Christian understreger igen – så prøver han at fokusere på processen fremfor selve resultatet. Der er dog ingen tvivl om, at 2018 bliver et spændende år for Christians karriere, og LCFM glæder sig til at følge med på sidelinjen.

Vi tilbyder

Lind Capital Fondsmæglerselskab tilbyder samarbejde inden for virksomhedsobligationer samt stats- og realkreditlignende obligationer.

Læs mere

Copyright © Lind Capital Fondsmæglerselskab A/S 2017